Blodets bånd – afslutning

10710776_10204273736540018_7864203005917118680_n

Hun tog sandalerne af, og gik barfodet gennem sandet. Sandkornene var stadig varme efter den hede sommerdag, og kildede dejlig om tæerne. Hun satte sig tæt på brændingen, og kunne svagt høre dunkende rytmer og høj tale fra den nærmeste strandbar.

Selvom hun prøvede, var han stadig i hendes tanker. Faktisk var han hele tiden i hendes tanker.

Hun kendte ham kun alt for godt. De indebrændte følelser fra hans fortid. Nætterne sammen i sengen, hvor hans indre dæmon kastede ham rundt i mareridt. Båndene der ikke ville slippe ham. Hun vidste, hvad han havde gjort, og hvad han stadig var nød til at gøre.

Beslutningen var taget, men hun kunne ikke slippe ham. Hans øjne, der så lige ind til hendes inderste tanker. De urolige tanker der gjorde dem så ens. Han så hende. Forstod hende. Og alligevel kunne hun ikke blive.

Hun lagde hånden på den voksende mave, samlede sine sandaler, og rejste sig. Hun gik de to skridt ud mod vandet, og lod bølgerne fjerne sandet på fødderne.

I morgen. I morgen gør jeg det.

Hun græd.

Advertisements

BLODETS BÅND

untitled

Det kom bag på ham, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Kasper åbnede øjnene, og gik forsigtigt de sidste skridt til kisten. Igen irriterede det ham, at det sidste billede han kunne fremkalde af sin mor, var fyldt med sorg. Faktisk kunne han ikke bestemme, om hun smilte mellem tårerne – var hun lykkelig?

Døren til kapellet gik op, og en kirketjener kiggede på Kasper.

”Undskyld, men begravelsen starter først om to timer.”

”Det ved jeg godt”, svarede Kasper. ”Jeg kan ikke……de ønsker ikke, at jeg er her.”

”Er du…?”

”Jeg er hendes søn. Eller det hedder vel ”var hendes søn”. Kan jeg lige få lidt tid her ved kisten, så skal jeg sørge for at være væk, inden de andre kommer?”

Kirketjeneren lukkede døren efter sig, og Kasper vendte sig igen mod kisten. Han rettede på sine bukser og sin skjortekrave. Det var mærkeligt, at hun stadig havde den magt over ham, selv om hun nu lå livløs foran ham.

Han rørte let ved kistens låg, og havde lyst til at åbne. Se hende en sidste gang. Fjerne billedet i hans hoved. Billedet med tårerne, med ham tryglende om, at hun skulle acceptere at tage i mod hospitalets blod. Det havde været håbløst. Håbløst.

Da han lukkede døren til kapellet bag sig, gik han ud i den solklare vinterdag, og de sidste tårer på hans kinder, tørrede hurtigt i vinden.

Han ville besøge sin far. Blodets bånd skulle kappes.

Den der græder sidst.

Allerede da han sad i bussen vidste han, at det var en fejl. Ja, endda allerede da han havde købt billetten.

Der voksede skyer over hans ellers så gode idéer og intentioner. Bussen kørte forbi skolens røde bygninger, og minderne fra dengang overvældede ham et øjeblik. Fortrængte minder om skolegårdens mørke kroge hvor han havde gemt sig.

Haha! – din slapsvans. Kan du gennemføre eller hvad?

Det gamle busskur stod stadig ensomt og forladt ved landevejen. Solen skinnede i den frostklare dag, men skyerne voksede sig stadig større og mørkere over hans hoved. Han havde været længe om at skrive sin tale, øvet sig til han kunne den udenad, og nu var det som om, at han intet huskede mere. Stilheden mellem markerne skræmte ham, og larmen tog til i hovedet. Fødderne blev overbevist om, at de skulle tage de første skridt i retning af huset nede ad vejen.

Kom så i gang for helvede! Bliv nu færdig – tror du jeg gider bruge hele dagen på dit lort?

I mens han gik tunge skridt ned ad alléen mod huset, lovede han sig selv, at han ville huske sin stolthed. Ikke græde, ikke bævre i stemmen. Den glæde skulle den gamle ikke have. Denne gang ville han stå imod og ikke lade sig kue og undertrykke af sin fars bedrevidende.

Arghh…han fylder dig igen med det der bibelske vrøvl. Den hellige gamle idiot. Som om han vil høre på dine argumenter.

Han stod et øjeblik udenfor døren. Øjnene blev blanke, og han overvejede igen sine muligheder. Det føltes så mærkeligt at skulle ringe på. Da han hørte efterklangen fra dørklokken, følte han virkeligt, at det var en fejl han var kommet. Larmen tog igen til i hans hoved, og han ledte efter noget at støtte sig til. Der lød skridt inde fra huset. Febrilsk søgte hans øjne efter en vej væk.

Da døren blev åbnet, strømmede den velkendte lugt af indelukke og bitterhed ud. Et overrasket blik mødte ham.

”Jamen, Kasper hvad la…..”

”BANG”

Blikket gik fra overrasket over i et ”Hvorfor?” Kasper mærkede pludseligt noget tungt i hånden, og så derefter overrasket fra pistolen over mod den røde plet der voksede på hans fars skjorte. Han åbnede munden for at sige noget, og mens kroppen for hans fødder åndede sidste gang, huskede han hele den lange tale han havde forberedt.

Sådan din tøsedreng, endeligt lidt aktion fra din side. Få nu pakket pistolen væk, og lad os komme videre. Vi har flere besøg der skal aflægges, og denne gang er det min tur til at bestemme hvor vi skal hen.

Korstogsridderne – kriger for gud

Eksilpaven Urban II, holdt i 1095 en tale i Clermont. Han opfordrede til hellig krig mod muslimerne, dækket ind under kristne brødres problemer med tyrkere og saracenere i Mellemøsten. Dermed samlede han et splittet og magtsygt Europa i en fælles mission og et fælles had mod muslimerne. En mission der skulle bringe ham selv mere magt.

  • – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Eustace stirrede betaget mod vest. Sandbankerne lyste rødt i den nedgående sol bag hustagene. Og bag sandbankerne kunne han skimte middelhavets blågrønne bølger.

Pergamentet lå klar på bordet. Han sukkede og satte sig på stolen

Anno December 1098

Kære søster, højtærede forældre,

jeg skriver til Jer fra byen Maarat, som vi, Guds tjenere, har indtaget.

Sikkert har I hørt, at vi efter besættelsen af byen Nikæa, fortsatte mod Antioka, hvor vi kæmpede mod de forræderiske tyrkere, og med Guds hjælp overvandt dem.

Den lange tur hertil, kampene, plyndringerne, manglen på mad. Alt havde ændret ham. Han var et andet menneske nu. To manglende fingre på venstre hånd, og halvdelen af højre øre havde han mistet i kampene. Anderledes var det gået for hans fætter Raimond.

Jeg må desværre meddele Jer, at vores kære fætter og nevø Raimond døde i kampene ved Antioka. Han døde ærefuldt og med Herren i sit hjerte.

Raimond havde sendt sin væbner i den visse død, og var fejt vendt rundt og flygtet. Eustace havde dog set en pil bore sig ind i Raimonds hest, hvorefter tyrkerne havde overfaldet ham. Med opskåret mave havde Raimond tryglet og skreget for sit liv. Indtil sandet havde drukket hans blod.

Eustace sad en tid og kiggede ud i luften.

Pludseligt opdagede Eustace, at solen var gået ned i horisonten. Han kiggede sig rundt efter vokslys, men fandt ingen.

”Abu!”, kaldte han. ”Abu!”

Han hørte hurtige fødder på trappen, og lidt efter kunne han se silhuetten at Abu’s hoved og de viltre krøller, der omkransede det.

”Efendise evet”

”Biraz isik bulmak”

Og noget te til at tage den dårlige smag han havde fået i munden.

”Ve cay”

Lyset og teen kom, og han fortsatte.

Vi har rejst langt over bjerge, i dale, over boer og indtaget mange byer. Mange noble tyrkere samt prinsesser og emirer, alle fjender af Gud har vi slået ned. Mine kære, vi har udrettet store ting på vores vej. Nu er vi tæt på vores mål, og saracenerne frygter den magt som Gud og hans søn giver os..

De havde slagtet dem i Antioka. I en blodrus. Da de først ved list havde fået hul ind bag ved muren, havde deres had til disse tyrkere, forvandlet dem til tyve, mordere og voldtægtsmænd. Alt sammen i Guds navn. Rejsen fra Antioka til Maarat havde været lang, og selv om de havde plyndret hver en by på vejen dertil, var de udhungrede og svage. Kampen om Maarat havde været kort og blodig. Stanken af rådnende lig, affald og afføring, gjorde det næsten umuligt at bevæge sig rundt i gaderne.

Snart forlader vi Maarat og begiver os mod Tripoli. Mit næste brev skriver jeg til Jer derfra. Jeg stoler på, at I kæreste, sørger godt for land og vores småfolk. I kan være sikre på, at jeg kommer tilbage så snart det kan lade sig gøre.

 Jeres ærbødige Eustace.

Han ventede et øjeblik, rullede brevet og lagde det i et stykke skind.

Fra nabohuset spredte lugten af brændt kød sig. Maven rumlede, men han vidste, at han heller ikke i dag ville få noget at spise. Der havde intet været at spise i Maarat. Jo, noget var der. Af alle de frygtelige synder han havde set, var kannibalisme det værste.

Hvor var han dog sulten.